Martin Legind von Bergen
Martin Legind von Bergen blev uddannet klinisk psykolog i 1997, og både under og før han tog sin uddannelse, arbejdede han allerede som 18-19-årig med udsatte mennesker i bl.a. særforsorgen, behandlingshjem, specialskoler, og som familievejleder i forskellige kommuner. I slutningen af hans uddannelse som klinisk psykolog begyndte han at arbejde på Fobiskolen i Centrum, lavede mange opgaver om angst, OCD, depression og behandlingen af disse problemer. Han lavede speciale om OCD, og efter endt uddannelse startede han Angst- og OCD-Klinikken i 1997, som senere også blev kaldt for Center for Kognitiv Adfærdsterapi. Klinikken blev efter nogle år en af landets største angstklinikker, og havde omkring 10 psykologer ansat, men efter 10 år valgte han at opsige sit personale, fordi han ønskede at kunne koncentrere sig 100 % om sine klienter og hans forskning i psykiatri, psykologi, psykoterapi, medicinsk behandling og hjernen. Han har igennem hele hans 37-årige karriere indenfor feltet haft med mange mennesker at gøre, der havde fået ADHD/ADD-diagnosen, men som også havde andre lidelser, der kunne forklare deres symptomer. Da han er videnskabsmand fra top til tå, satte han sig for at undersøge om denne hypotese nu også var rigtig, og det førte til, at han lavede et grundmateriale på 900 A4-sider med næsten 5000 undersøgelser og referencer til de førende internationale tidsskrifter. Dette materiale er det hidtil største i verden, og som bl.a. danner grundlag for, at han forsøger at opnå en doktorgrad i psykiatri og psykologi.
Martin Legind von Bergen har også lavet forskning i OCD, angst, depression, sædcellers mobilitet og behandling af fertilitetsproblemer. Han har været i tv i mange omgange i forbindelse med behandling af OCD, angst, trikotillomani m.m. Han er ved at lave 2 nye bøger om ADHD/ADD, og en bog der kommer til at hedde Angst, depression og glæde, hvor bl.a. vigtigheden af alle menneskets følelser forklares, og hvordan man kan lære at styre dem, således at de altid vil være en ressource og ikke en hæmsko, sådan som mange følelser kan være for mange mennesker.