Om hvorfor brugen af ADHD/ADD-diagnoserne kulminerer
Undersøgelser viser voldsomme stigninger i brugen af ADHD/ADD-diagnoserne (Atladottir H.O. et al., 2007, Castle L. et al., 2007, Chien I.C. et al., 2012, McCarthy S. et al., 2012, Dalsgaard S. et al., 2013, Hodgkins P. et al., 2013, Langager S., 2014, Atladottir H.O. et al., 2015, Mohr Jensen C. & Steinhausen H.C., 2015, Davidovitch M. et al., 2017). Over en periode på 16 år fra 1995 viser en dansk undersøgelse, at brugen af ADHD-diagnosen er steget fra 7,3 til 91,2 pr. 100.000 indbygger (Mohr Jensen C. & Steinhausen H.C., 2015). En anden undersøgelse fra Danmark viser en stigning på 600 % fra 2004-2014 (Langager S., 2014).
En nyere undersøgelse i USA viser, at man hyppigere og hyppigere tildeler børn ADHD-diagnosen, og på en 10-års-periode fra 2003-2013 steg brugen af ADHD-diagnosen med 43 % (Mayor S., 2015), og det er nok heller ikke så forskelligt fra de europæiske lande. En stor kohorte-analyse (gruppe af mennesker, der er valgt ud fra bestemte kriterier) i Israel viser en stigning på over 100 % fra 6,8 % til 14,4 % i perioden 2005-2014 (Davidovitch M. et al., 2017).
Undersøgelser fra hele verden peger på, at der er meget stor forskel på, hvor ofte man forskellige steder i verden bruger ADHD/ADD-diagnoserne. Nogle steder er det kun 1 %, der diagnosticeres med ADHD/ADD, og andre steder ligger det på næsten 20 % (Elia J. et al., 1999, Brown R.T. et al., 2001, Pineda D.A. et al., 2001, Bird H.R., 2002, Faraone S.V. et al., 2003, Srinath S., et al 2005, Centers for Disease Control and Prevention 2007, Merikangas K.R., et al 2010, Wilens T.E. & Spencer T.J. 2010, Chinawa J.M. et al 2014, Kiyumbi A., et al 2019). Set over forskellige lande og kulturer er reliabiliteten af ADHD/ADD-diagnoserne ekstremt dårlig, ligesom validiteten også har vist sig at være ekstremt dårlig, da disse diagnoser har ekstrem store symptomoverlap og symptomsammenfald med mange andre psykiatriske diagnoser (von Bergen M.L. 2021).
At man ser en voldsom stigning i brugen af ADHD/ADD-diagnoserne kan også ses som et udtryk for en generel stigning i brugen af psykiatriske diagnoser, da ADHD/ADD-diagnoser har store symptom overlap med rigtige mange andre psykiatriske lidelser. Den voldsomme stigning af ADHD/ADD-diagnoser ses primært i de vestlige lande og lande, der har tilegnet sig vestlige værdier og måder at anskue psykiske lidelser på.
I dag får børn og unge meget oftere tildelt psykiatriske diagnoser end tidligere (Merikangas K.R., et al 2010), ligesom voksne, og dette hænger i høj grad sammen med, at man i stigende grad bruger psykiatriske diagnoser til at kategorisere forskellige problemstillinger. I en del tilfælde uden at have dokumentation for, at disse problemstillinger er en egentlig sygdom eller lidelse. Dette medfører mange samfundsmæssige problemer, hvor mange mennesker føler sig sygeliggjort, forkerte og stigmatiseret, og der er mange mennesker, som er bange for at have en psykisk sygdom i en sådan grad, at de kan diagnosticeres med en angstlidelse. I Danmark kan man have store problemer med at komme af med en psykiatrisk diagnose, når den først er stillet, og det er uanset, om det er en fejldiagnose, eller at man er blevet rask. Dette kan have stor betydning for at kunne opnå forsikringer, og i nogle jobs kan det også have betydning. Omvendt kan man heller ikke opnå hjælp til behandling, økonomisk hjælp til undervisning eller andre hjælpeforanstaltninger uden en psykiatrisk diagnose, hvorfor patienter, forældre, lærere og andre fagpersoner presser på med at få børn, unge og også voksne diagnosticeret.
Der er forskellige forklaringer på den voldsomt øgede brug af psykiatriske diagnoser, og en af dem er, som Allen Frances skriver i World Psychiatric i 2013 (Frances A., 2013), at vi er midt i en tid, hvor diagnosticering styres af forskellige markedskræfter, hvor f.eks. ADHD i perioder på 20 år er tredoblet, hvor bipolær lidelse er fordoblet, og autistiske lidelser har en 20-foldig forøgelse (Batstra L. et al., 2012). Som nævnt tidligere var Allen Frances formand for den gruppe af forskere, der udarbejdede DSM-4, og han trak sig fra dette arbejde, da man i denne udgave har gjort en del af diagnoserne så vage, at almindelige mennesker også kunne diagnosticeres med psykiatriske diagnoser, uden de egentlig er psykisk syge. Frances pegede på at man allerede med DSM-4 skabte falske epidemier med ADHD/ADD, autisme og bipolær lidelse hos børn (Gøtzsche P.C. 2013).
At medicinindustrien har stor indflydelse diagnosesystemerne, er der ikke tvivl om, og at medicinindustrien på mange måder har påvirket samfundet med hensyn til at få folk til at bruge deres produkter, er der heller ikke tvivl om. Der er mange undersøgelser, der viser at lægemiddelproducenternes rolle i den henseende. Det er dokumenteret, at de foretager personlige salgsopkald på lægekontorer (Oldani 2004), laver reklamer for læger (Conrad P. 1976), annoncerer direkte for forbrugere (Bell R. et al 2000; Kravitz et al. 2005), infiltrerer patientforeninger (Moynihan R. & Cassels A. 2005), bruger berømtheder til at reklamere for deres produkter (Moynihan R. & Cassels A. 2005), styrer føderale forskningsmidler til lægemiddelbehandlinger (Angell M. 2000; Bodenheimer T. 2000), markedsfører nye medicinske tilstande (Conrad P. 2005), indsender fejlagtig dokumentation til medicinske tidsskrifter (Abramson J. 2004) og endda undertiden koopererer FDA-lægemiddelgodkendelsesprocessen (Horton R. 2001; Willman D. 2001). Psykiatere modtager flere penge fra lægemiddel producenter end andre speciallæger (Insel T.R. 2010). Herudover påvirker medicinindustrien altså også udformningen af diagnoserne i DSM.
Brugen af psykiatriske diagnoser accelerer sikkert af mange andre grunde også, og det kan selvfølgelig være, at folk bliver mere og mere psykisk syge, men det er meget svært at vurdere, hvad årsagerne er til, at vi ser så voldsom en stigning. Der er en stor industri, der er interesseret i diagnosticering, som nævnt medicinindustrien, men der er også et stort marked, hvor der tilbydes anden behandling end medicin, og dette marked bestående af psykiatere, psykologer og andre fagpersoner, der tilbyder terapi af forskellig slags, har også interesser i, at der gives psykiatriske diagnoser. Derudover er der mange andre forhold, der spiller ind i den voldsomt øget forekomst af psykiatriske diagnoser. Der er helt sikkert økonomiske interesser i at så mange mennesker som muligt får en psykiatrisk diagnose, og at de behandles med disse producenters medicin, men der er også mange andre forhold, der spiller ind.
I Danmark får man kun hjælp, hvis man har en psykiatrisk diagnose, og derfor er der mange, der er interesseret i, at der gives en psykiatrisk diagnose. I forhold til børn er der i særdeleshed mange interessenter: forældre, børnehave, skole og kommuner, som kan opnå økonomisk støtte til foranstaltninger, hvis barnet får en psykiatrisk diagnose. Der er derfor især et pres på skolepsykologer, børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, privatpraktiserende psykologer og psykiatere for at give f.eks. en ADHD/ADD-diagnose til besværlige børn. Og det er jo selvfølgelig godt, at der gives hjælp til dem, der har brug for det, men samtidig får man altså også en psykiatrisk diagnose med i købet, der er meget lidt videnskabelig, og som kan forfølge én resten af livet på uhensigtsmæssige måder.
Der er mennesker, som oplever, at det kan være en lettelse at få en psykiatrisk diagnose, da man så tror, at der er en forklaring på ens problemer, og at man kan få en effektiv behandling for det, men det er ofte ikke tilfældet. Desværre har man for mange psykiatriske problemstillinger ikke nogen klar forklaring af lidelserne og ligeledes heller ikke nogen effektiv behandling. Omvendt er der mange, der føler sig anderledes, stemplet og forkerte og oplever, at de bliver stigmatiseret, fordi de får en psykiatrisk diagnose (Rössler W. 2016), som medfører, at personen udvikler selvværdsproblemer, angst og depression. Da jeg skulle afslutte en ung fyr, der havde haft OCD og panikangst, som var blevet helt fri for sine lidelser, sagde han til mig, at han stadig var trist, fordi han stadig havde en depression. Så sagde jeg, at det kunne jeg ikke forstå og spurgte ham, hvorfor han mente, at han var depressiv? Han forklarede, at hans læge havde sagt, at han var depressiv, og at han skulle have medicin resten af livet. Jeg forklarede ham, at for det første havde han ikke nogen depression, og for det andet kan man godt behandle depression uden medicin. Han spurgte mig om, hvordan jeg kunne vide, at det var mig, der havde ret, og ikke lægen. Så spurgte jeg ham om, hvornår han var blevet depressiv og ked af det? Og han svarede, da lægen sagde, jeg var depressiv, og jeg aldrig vil komme af med det. Da det gik op for ham, at de negative tanker, han havde fået, var på grund af den negative fremtid, lægen havde induceret ham for, blev han glad, og “depressionen” ophørte.
Diagnosticering har altså en bagside psykisk, men også socialt. I Danmark kan det være svært at få en forsikring, hvis man er psykisk syg, ligesom man i det offentlige sygehussystem ind imellem ikke behandles på lige fod med andre, der ikke har en psykiatrisk diagnose. Jeg har haft nogle patienter, der er blevet mødt med, at det nok er hovedet, der er noget galt med og ikke andet - selv om de henvender sig med somatiske klager, og de er ikke blevet ordentligt udredt, når lægerne har læst i journalen, at de har haft en psykiatrisk diagnose. Jeg har endda haft en rigtig godt begavet læge, som led af OCD, der nærmest blev smidt ud af sygehuset, fordi han ikke var enig i lægens vurdering (som senere viste sig at være forkert) med den begrundelse, at min patient var psykisk syg. Men det er ikke kun i Danmark, at mennesker med psykiatriske lidelser mødes med fordomme, og som stigmatiseres i kontakten med sygehussystemet, men også rigtig mange andre steder i verden (Schulze B. & Angermeyer M.C. et al 2003, Liggins J. & Hatcher S.B. 2005, Reed F. & Fitzgerald L. 2005, Lethoba K.G., et al 2006, Stefan S. 2006, Jeffery D., et al 2013, Hamilton S., et al 2014, Zun L. 2016, Yuan Q., et al 2017, Wang Y., et al 2017, Li J., et al 2018). Og behandlingen af patienterne påvirkes meget af den måde, hvorpå personalet interagerer med patienten, og behandlingseffekten af fysiske sygdomme kan forbedres meget, hvis man kan reducere stigmatisering af mennesker med psykiatriske diagnoser (Wang Y., et al 2017). Kontakten til det offentlige velfærdssystem kan også være et problem for mennesker med psykiske lidelser. Jeg hjalp engang en klient med socialangst med at søge tilskud til behandling i en kommune og ringede op for patienten til en socialrådgiver og forklarede baggrunden for henvendelsen, og denne sagsbehandler sagde: ”Psykisk syge kan ikke blive raske, og der er derfor ingen grund til at hjælpe dem. De skal bare have medicin”. Jeg forklarede hende, at mellem 80-90 % af vores klienter, der lider af angst, OCD eller depression, bliver raske af behandlingen, uden man behøver at bruge medicin, men det ville hun ikke høre om og lagde på. Selv om der blev klaget over denne sagsbehandler, så hjalp det ikke noget. I retssystemet bliver mennesker med psykiatriske lidelser heller ikke behandlet på lige fod med andre.
I Skotland er der blevet gennemført undersøgelser af den offentlige holdning til mental sundhed hvert år siden 2002 og frem til 2006. Undersøgelsen fra 2006 viste, at 85% af deltagerne var enige om, at ”mennesker med et psykisk helbredsproblem skulle have de samme rettigheder som enhver anden”, 46% var enige om, at ”flertallet af mennesker med mentale sundhedsmæssige problemer kommer sig”, og 40% var enige om, at ”folk generelt er omsorgsfulde og sympatiske over for mennesker med psykiske helbredsproblemer”. Ved spørgsmålet om: Hvis jeg havde psykiske problemer, ville jeg ikke have, at folk vidste om det" lå svaret på 50% i 2002 og faldt til 45% i 2004 og yderligere til 41% i 2006 (Braunholtz, S. & Davidson S. 2006).
I 2007 var kun 78% af deltagerne i undersøgelsen uenige i udsagnet, 'mennesker med psykiske sygdomme er en byrde for samfundet' sammenlignet med 84% i 2000, mens antallet af mennesker der er enige i udsagnet 'Vi er nødt til at indtage en langt mere tolerant holdning til mennesker med mental sygdom i vores samfund ” kun var 84% i 2007 sammenlignet med 92% i 1994 (Attitudes to Mental Illness, 2007), men fra 2008 frem til 2015 er der sket en bedring (Attitudes to Mental Illness, 2015), men forståelsen for mennesker med psykiske problemer lader meget tilbage at ønske.
Der er mange andre situationer, hvor det bestemt ikke er rart at have en psykiatrisk diagnose, og ADHD/ADD-diagnoserne er ikke diagnoser, som øger tilliden og sænker stigmata til de mennesker, der får disse diagnoser, da de vil blive anset som mennesker, der er impulsive, uopmærksomme og skaber problemer. Stigmatisering af mennesker med psykiatriske diagnoser forstærker psykiske og sociale problemer, og man oplever sig endnu mere ensom og anderledes end andre. Psykiatriske diagnoser er ikke kun af det gode, selv om jeg har svært ved at se et klart alternativ. Men selv om brugen af psykiatriske diagnoser stiger, så er det ikke sådan, at flere og flere bliver behandlet og bliver raske af den behandling, de får, men inden for angst- og depressionsområdet forbedres behandlingen betydeligt nogle steder, men generelt fører den stigende psykiatriske diagnosticering og behandlingen ikke til et sundere samfund. På godt og ondt stiger psykiatriske diagnoser, men af de psykiatriske diagnoser, der er steget mest, er ADHD/ADD-diagnoserne.