Behandling

Behandling af ADHD/ADD

Behandling af ADHD/ADD er i dag meget forkert set i forhold til, hvad forskningsresultaterne viser. Det er desværre ikke ualmindeligt, at man i den praktiske (kliniske) behandling i psykiatrien er meget forskellig fra, hvad forskningen viser. Dette kan hænge sammen med, at klinikker har meget travlt med at behandle og får på grund af travlhed som regel ikke læst den forskning, som faktisk laves. ADHD/ADD er det område, hvor forskellen mellem den kliniske diagnosticering og behandling på den ene side og forskningen på den anden side er størst. I forhold til behandling ser man en dårlig effekt af såvel medicinsk som psykologisk og social behandling.

Kontinuiteten i behandlingen af ​​ADHD/ADD gennem hele levetiden har vist sig at være et stort problem, der stadig får for lidt opmærksomhed. Især overgangen fra ungdomsår til voksenalderen, som ledsages af en overgang fra børne- og ungdomspsykiatriske klinikker til voksenpsykiatri, er problematisk; mange patienter går tabt for at følge op på det tidspunkt. Undersøgelser og data for medicins virkning i langtidsstudier er samtidig stort set ikke eksisterende (Craig S.G., et al 2015), og langtidsstudier af psykologiske behandlingsmetoder er der også kun lavet lidt forskning i.

I alle aldre mener man, at den anbefalede behandling af ADHD/ADD skal være multimodal, herunder farmakoterapi og psykologisk behandling, der er specifikt orienteret specifikke lidelser: kognitive træningsprogrammer og kognitiv adfærdsterapi, og hvis nødvendigt familie- eller parterapi (Faraone et al., 2015; Kooij et. al., 2010; Franke B., et al 2018; NICE, 2018), men behandlingerne har ikke så god en effekt som man kunne ønske – hverken de medicinske eller de psykologiske og heller i kombination.

Et centralt problem med behandlingen af ADHD/ADD, er at ADHD/ADD-symptomer kommer fra mange forskellige lidelser, og gruppen der får ADHD/ADD-diagnoserne har en eller flere forskellige lidelser, som kan være årsagerne til symptomerne. Dette underbygges utvetydigt af genetisk forskning, scanninger af hjernen og forskning i co-morbide (tilstande som optræder sammen med) lidelser (von Bergen M.L. 2021). Målrettet og effektiv behandling handler i høj grad om at fjerne de symptomer, der er knyttet til lidelsen, og den mest effektive behandling vil oftest være rettet imod ætiologien (sygdomsårsagen), da hvis man kan fjerne årsagen, vil man også kunne helbrede tilstanden.

Psykologiske behandlingsmetoder af ADHD/ADD-symptomer

I et større review med 32 studier af Nimmo-Smith og kollegaer (2020) har forsøgt at undersøge, hvilke ikke-medicinske terapiformer, der er effektive for ADHD/ADD-symptomer, og man fandt i denne undersøgelse, at kognitiv terapi, mindfulness, kognitiv remediation/kognitiv genoptræning og hypnoterapi alle havde effekt på ADHD/ADD-symptomer, og var signifikant højere end placebo, men der var ikke den store forskel på effekten af disse terapiformer. Den psykologiske behandlingsform, som generelt har den bedste effekt i forhold de fleste psykiatriske lidelser, er kognitiv adfærdsterapi. I forhold til behandling af ADHD/ADD ser det ikke ud til, at kognitiv adfærdsterapi er mere effektiv end andre psykologiske behandlingsformer. Det kan skyldes at kognitiv adfærdsterapi mister sin styrke ved, at den ikke kan bruges specifik og målrettet i forhold til en specifik problemstilling, da ADHD/ADD-symptomer ikke er specifikke, men kommer fra rigtige mange forskellige lidelser både fysiske og psykiske, og derfor skal disse symptomer behandles meget forskelligt. Symptomerne kan komme fra angstlidelser, OCD, maniodepressiv, Tourette syndrom, depression, Post Traumatisk Stress Disorder, Conduct disorder, autisme og mange andre psykiatriske lidelser (von Bergen M.L. 2021). Hvis man anvender Kognitiv Adfærdsterapi til en meget heterogen gruppe mister man effekt af terapien, fordi den er meget målrettet i forhold til specifikke lidelser. Meta-kognitiv terapi har også vist sig at have nogen effekt på ADHD/ADD-symptomer og ligger højere i effekt end ren støttende terapi (Solanto M.V., et al 2010).

ADHD/ADD-diagnosernes kriterier og symptombeskrivelser er meget lidt specifik og ætiologierne, der ligger bag symptomerne er voldsomt uensartet, og er derfor knyttet til meget forskellige problematikker (se mere om dette). De andre terapiformer er betydelig mindre specifikke i deres måde at intervenere på, og hypnoterapi opnår især resultaterne i forhold til, at kunne få mennesker til at slappe mere af. De øvrige terapiformer er også mere generel i deres virkning, hvorfor det også i denne sammenhæng giver god mening at de ligger på niveau med kognitiv adfærdsterapi, når det drejer sig om ADHD/ADD-symptomer. Resultaterne med kognitiv adfærdsterapi kunne muligvis være betydelig bedre, hvis man behandlede de lidelser, der var co-morbide med ADHD/ADD-diagnoser, og som sandsynligvis også er årsagerne til symptomerne. Kognitiv adfærdsterapis store styrke er dens ens evne til at være meget præcis i forhold til at lære patienten at kunne forstå og mestre psykiske symptomer. ADHD/ADD-diagnoserne rummer mange symptomer, som kan have multiple årsager, og muligvis derfor virker kognitiv adfærdsterapi ikke bedre end de øvrige terapiformer i forhold til ADHD/ADD. Det store Multimodal Treatment Study of ADHD (MTA Study) fra 1999 viser, at adfærdsterapi opnår samme resultater som medicinsk behandling (MTA Cooperative Group 1999), hvilket betyder, at der er meget, der kan forbedres.

Hvis man opfylder betingelserne for de diagnostiske kriterier for ADHD og/eller ADD, så vil man tit også udvise mangel på organisatoriske færdigheder, der manifesteres ved forkert placering eller tab af materiale, glemme materiale, manglende registrering af opgaver og forfaldsdatoer, samt ineffektiv planlægning, hvilket nedsætter børnenes ydeevne og opnåelse af faglige færdigheder (Barkley R.A., et al 1997; Power T.J., et al 2006). Disse problemer menes at være adfærdsmæssige manifestationer, der kan knyttets til nedsatte eksekutive funktioner (Pennington B.F. & Ozonoff S. 1996; Barkley R.A. 2006).

Adfærdsregulerende metoder rettet imod disse problemer med børnenes skolefærdigheder har vist sig at være effektivt, og har øget skolefærdighederne betragteligt hos børn med ADHD/ADD-symptomer, og det viste sig, at 60 % af børnene, der modtog denne foranstaltning, opnåede at kunne fungere på samme niveau som andre børn, og det gjaldt børn på medicin og uden (Abikoff H., et al 2013). Forløbet var 20 individuelle klinik-baseret sessioner over 10-12 uger og effekten var målt lige efter forløbet og et år efter. Denne type tiltag, der rettes direkte mod disse problemområder, ser ud til at være effektive og solide. Denne indsats er meget fokuseret på de individuelle problemer, det enkelte barn havde i forhold til disse færdigheder.

Jo mere specifikt, der kan arbejdes med de problemer, der er knyttet til de besværligheder, der udvises hos det enkelte barn eller voksne for den sags skyld - jo bedre resultater opnås der af de psykologiske metoder. Men de psykologiske metoder tager ikke udgangspunkt i, at ætiologierne bag symptomerne er meget forskellige, og opnår da heller ikke en så god effekt, som man ville kunne, hvis man målrettet indsatsen imod de co-morbide tilstande, som ligger bag symptomerne, og som ved moderate og svære tilstande manifesterer sig som ADHD/ADD-symptomer. Jo mere belastet man er af en eller flere psykiatriske lidelse jo flere og jo værre ADHD/ADD-symptomer får man (von Bergen M.L. 2021). Behandlingen bør afspejle forskelligheder - individuelle såvel som diagnostiske. Der er for eksempel meget stor forskel på at behandle en med svær angst, en der lider af svær Tourette, og en der lider af svær autisme, og forskningen viser at disse patientgrupper ofte får diagnosen ADHD/ADD, da de oftest udvikler de selv samme symptomer, der indgår i ADHD/ADD-diagnoserne og kan som regel leve op til samtlige kriterier i ADHD/ADD-diagnoserne (von Bergen ML. 2021).

Ud over psykoterapi og træningsprogrammer rettet imod børn og voksne med ADHD/ADD-symptomer har man også brugt forældretræningsprogrammer, og de har også vist at have effekt på børns ADHD/ADD-symptomer (Cunningham C.E., et al 1995; Anastopoulos A.D., et al 1999; Sonuga-Barke E.J., et al 2001). Disse programmer hjælper forældrene til at opnå bedre kompetencer i forhold til børnene, og de hjælper også forældrene til at blive bedre til kunne håndtere stress (Pisterman S., et al 1992; Anastopoulos A.D., et al 1999; Sonuga-Barke E.J., et al 2001).  Bruger man tilsvarende metoder i klasselokalet vil man også kunne opnå forbedringer af børnenes adfærdsmæssige funktionsniveau og større akademisk formåen (Abramowitz A.J., et al 1987; Hoffman J.B. & DuPaul G.J. 1998; Pelham W.E., et al 1998; Fabiano G.A., et al 2007).

Der er undersøgelser, der viser, at den eksisterende forskning ikke giver særlig god indsigt i effekten af hverken de psykologiske eller de medicinske behandlingsformer (Loe I.M. & Feldman H.M. 2007).

Medicinsk behandling af ADHD/ADD-symptomer

Ligesom den psykologiske behandling bør tage udgangspunkt i de co-morbide tilstande og intervenere meget mere præcist forhold til disse tilstande, bør den medicinske behandling også gøre det samme. Men sådan fungerer det ikke i dag. Man har i den medicinske behandling ligesom i den psykologiske behandling det udgangspunkt, at alle med ADHD/ADD-symptomer har en og samme lidelse med en ætiologi, og det har vist sig at være helt forkert. Den traditionelle behandling af ADHD/ADD-symptomer har medført mange problemer.

Der er 5 centrale punkter som vedrører medicinsk behandling, som desværre er ekstremt kritisk:

1) Behandlingsformen, der primært anvendes, er stimulanser, og som bruges uden at man kan på pege et ætiologisk grundlag, der kan danne baggrund for denne type farmakologiske for behandlingen. Endvidere er der meget klart empirisk grundlag for at afvise, at ADHD/ADD-diagnoserne har en selvstændig ætiologi, og at symptomerne kommer fra multiple diagnoser og problemstillinger (se ADHD/ADD og relaterede diagnoser). Hvis man skal anvende diagnoser som ADHD/ADD bør det i bedste fald være som belastnings­diagnoser med multiple baggrunde.

Symptomer i ADHD/ADD-diagnoserne kommer fra mange forskellige lidelser, og man kan ikke dokumentere at der er nogen, der har disse symptomer uden, at de kommer fra andre psykiske og fysiske lidelser eller fra sociale, økonomiske eller kulturelle problemer (von Bergen M.L. 2021). Dette betyder, at man ikke ud fra nosologisk (forskning i diagnoser) betragtning kan argumentere for en bestemt behandling af disse symptomer, men 80 % af dem der får disse diagnoser får medicinsk behandling med f.eks. amfetamin eller methylphenidate (bedre kendt under mærket ritalin) med den begrundelse, at der skulle være noget galt med dopaminsystemet, og dette kan kun underbygges for en mindre gruppes vedkommende bl.a. mennesker med co-morbid Parkinsons syge, demens og Downs syndrom. Methylphenidate er et amfetaminstof, der er stærkere end amfetamin.

Methylphenidate er det stof, som man mener har den bedste effekt, og derfor anbefaler man methylphenidate som førstevalg af behandlingsform ved ADHD/ADD - på trods af forskningen. Forskningen kan ikke underbygge at denne behandlingsform giver ønskværdige resultater ved længere tids brug, tværtimod nedsætter dette stof ligesom andre amfetaminstoffer kognitive og emotionelle funktioner i hjernen over tid.

Men ADHD/ADD-symptomer bør slet ikke behandles som selvstændige lidelser, da ADHD/ADD-diagnoserne ikke har nogen selvstændig ætiologi (sygdomsårsag). Man bør derimod finde de rigtige årsager og lidelser som frembringer symptomerne og behandle disse symptomer specifikt. Mennesker med svære psykiatriske eller vise former for fysiske lidelser udvikler ADHD/ADD-symptomer. Der er da heller ikke erfaring med at mennesker med ADHD/ADD-symptomer bliver raske eller at de får det væsentlig bedre, når de får medicin over tid. Selv om mennesker med disse symptomer får denne type medicinering forbedres deres liv ikke et al 2015; medicin eller ej, og begår oftere selvmord og har flere selvmordsforsøg end kontrolgruppe (Biederman J., et al 2008; Galéra C., et al 2008; Goldston D.B., et al 2009; Chronis-Tuscano A., et al 2010; Hurtig T., et al 2012; Miller M., et al 2012; Barbaresi W.J., et al 2013; Ljung T., et al 2014; Strandheim A., et al 2014; Swanson E.N., et al 2014; Lan W-H., Caye A., et al 2016; Guendelman M.D., et al 2016; Owens E.B., et al 2017; Huang K-L., et al 2018; Yoshimasu K., et al 2019). Dette gælder for begge køn.

2) Methylphenidate og amfetamin virker ikke på ADHD/ADD-symptomer bedre end andre former for psykofarmaka. Dette kan hænge sammen med den uensartet gruppe af mennesker som ADHD/ADD-diagnoserne rummer, og at der er hvidt forskellige ætiologier, der ligger bag symptomerne.

Man havde i 1950’erne og 1960’erne undersøgt effekten af amfetamin og methylphenidate, samt andre stoffer, og effekten blev vurderet/målt til at være omkring 50 % på næsten samtlige stoffer, der blev undersøgt (von Bergen M.L. 2021). Der var dog nogle undersøgelser som viste at methylphenidate (Ritalin) var mere effektivt end amfetamin. Effekten af amfetamin eller methylphenidate var ikke forskellig fra den effekt man målte på antidepressiva og antipsykostisk medicin. Man undersøgte børn, der havde ADHD/ADD-symptomer, og hvorvidt de havde gavn af litium, og nogle undersøgelser viste, at litiumbehandling ikke havde nogen særlig effekt (Whithead P.L. & Lincoln D. C., 1970, Laurence L., 1973), men omvendt var der undersøgelser af voksne med ADHD/ADD-symptomer, der fik litium, som viste, at litium havde en lige så god effekt på irritation, eksplosiv adfærd, psykopatisk adfærd, angstreaktioner og depression hos voksne med ADHD/ADD-symptomer (Dorrego M.F. et al., 2002).

3) Børn eller voksne reagerer ikke anderledes end andre mennesker på amfetamin eller methylphenidate.

Det er en misforståelse og ikke videnskabelig evidens, der ligger bag ideen om at mennesker med ADHD/ADD-symptomer reagerer anderledes end andre, når de får amfetamin eller lignende stoffer. I 1937 hvor man for første gang giver børn med disse symptomer amfetamin, skrev psykiateren Charles Bradley at halvdelen af børnene blev mere rolig og den anden halvdel blev mere aktive i undervisningen. Dette blev over tid til, at de børn der blev mere rolig af behandlingen havde ADHD/ADD, men man har undersøgt om amfetaminstoffer som f.eks. ritalin virker forskellig på børn med ADHD/ADD og andre børn, og det er ikke tilfældet (Rapoport J.L., et al., 1978; Rapoport J.L. & Inoff-Germain G., 2002). Hypotesen om at børn med ADHD/ADD-symptomer kan forbindes med en defekt i dopaminsystemet er aldrig dokumenteret og undersøgelser af effekten af amfetaminstoffer hos mennesker med ADHD/ADD og kontrolgruppe tilbageviser sådanne antagelser, men det er dog også andre undersøgelser der gør (von Bergen M.L. 2021). Der er mange der tror, at børn der får den slags medikamenter har godt af det, fordi de kan se, når børnene ikke får disse stoffer, så får de det dårligt, men dette skyldes at de bliver stærkt afhængig af stoffet, og hvis man stopper med at bruge disse stoffer, kan man forvente personen får stærke abstinenser og depression, der kan vare op til 3 måneder, hvor mange vil blive selvmordstruet. Disse stoffers halveringstid er ca. 4 timer med mindre at det fungerer som depotmedicin. Dette betyder at barnet begynder at få abstinenser omkring 3-4 timer efter de har indtaget stofferne afhængigt af præparatets halveringstid. Brugen af disse stoffer øger også risikoen for senere at blive stofafhængig (von Bergen M.L. 2021).

4) Det er korrekt at ADHD/ADD-medicin (amfetaminstoffer) øger vågenhed, aktivitet og koncentration generelt, og derfor blev amfetamin siden 1930’erne også været anvendt som et study-drugs. Trods den øget opmærksomhed og aktivitet er der intet der tyder på at der sker en bedre indlæring (von Bergen M.L. 2021), men man kan nemmere komme igennem omfattende læsestof, da hjernen frontale dele i den grad aktiveres af stofferne. Netop den øget aktivitet som amfetaminstoffer frembringer, var årsagen til at Ritalin og andre amfetaminstoffer blev til depressionsbehandling. Det var først i slutningen 1959, at man begyndte at stoppe behandlingen af depression med disse stoffer, fordi de var stærkt vanedannende, stærkt psykoaktiverende og psykosefremkaldende, men disse stoffer blev forsat muligt at bruge på børn med ADHD/ADD-symptomer. Men Ritalin eller amfetamin var på igen måde udviklet til behandling af ADHD/ADD-symptomer.

En mulig grund til at man valgte ritalin og andre stimulanser som de foretrukken stoffer til behandling af ADHD/ADD-symptomer, kan også hænge sammen med at nogle forsker mente i 1960’erne og 1970’erne at det vigtigste aspekt ved ADHD/ADD var de akademiske besværligheder, og at man derfor skulle behandle ADHD/ADD-symptomer med stimulanser.

5) Interessant nok ser behandlingen med ADHD/ADD-medicin ud til at frembringe hjerneskader i et sådant omfang, at medicinen ser ud til på længere sigt, at forandre hjernen på meget uheldige måder.

Der er undersøgelser der viser at ADHD/ADD-medicin øger livskvaliteten af brugen af ADHD/ADD-medicin (Spencer T.J., et al 2009; Manos M., et al 2009; Frazier T.W., et al 2010; Weiss M.D., et al 2010), men dette er skærende kontrakt til undersøgelser, der viser 500 % øget forekomst af depression, 300 % øget risiko for demens i en ung alder, 300 % øget risiko for Parkinson syge i en ung alder, øget risiko for inflammatoriske tilstande i hjernen, øget risiko for blodspringninger i hjernen, hjertestop m.m. (von Bergen M.L. 2021). Disse forskelle kan skyldes at undersøgelserne kun gik fra 5 uger til ca. et år. Langtidsundersøgelser af livskvalitet, hvor de alvorlige følger af brugen af amfetaminstoffer, indgår forefindes ikke.

 

Litteratur

Abramowitz A.J., O'Leary SG, Rosen LA. Reducing off-task behavior in the classroom: a comparison of encouragement and reprimands. Journal of Abnormal Child Psychology. 1987;15:153–163.

Anastopoulos A.D., Shelton TL, DuPaul GJ, Guevremont DC. Parent training for attention-deficit hyperactivity disorder: its impact on parent functioning. Journal of Abnormal Child Psychology. 1993;21:581–596.

Cunningham C.E., Bremner R, Boyle M. Large group community-based parenting programs for families of preschoolers at risk for disruptive behaviour disorders: utilization, cost effectiveness, and outcome. J.Child Psychol.Psychiatry. 1995;36:1141–1159.

Sonuga-Barke E.J., Daley D, Thompson M, Laver-Bradbury C, Weeks A. Parent-based therapies for preschool attention-deficit/hyperactivity disorder: a randomized, controlled trial with a community sample. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry. 2001;40:402–408.

Pisterman S., Firestone P, McGrath P, Goodman JT, Webster I, Mallory R, et al. The role of parent training in treatment of preschoolers with ADDH. Am.J.Orthopsychiatry. 1992;62:397–408.

Fabiano G.A., Pelham WE, Gnagy EM, Burrows-Maclean L, Coles EL, Chacko A, et al. The single and combined effects of multiple intensities of behavior modification and methylphenidate for children with ADHD in a classroom setting. School Psychology Review. 2007;36:195–216.

Pelham W.E., Jr, Wheeler T, Chronis A. Empirically supported psychosocial treatments for attention deficit hyperactivity disorder. J.Clin.Child Psychol. 1998;27:190–205.

Hoffman J.B. & DuPaul G.J. Psychoeducational interventions for children and adolescents with attention-deficit/hyperactivity disorder. Child Adolesc.Psychiatr.Clin.N.Am. 2000;9:647–661. ix.

MTA Cooperative Group. 14-Month randomized clinical trial of treatment strategies for attention deficit hyperactivity disorder. Archives of General Psychiatry. 1999;56:1073–1086.

Frazier T.W., Weiss M, Hodgkins P, Manos MJ, Landgraf JM, Gibbins C. Time course and predictors of health-related quality of life improvement and medication satisfaction in children diagnosed with attention-deficit/hyperactivity disorder treated with the methylphenidate transdermal system. J Child Adolesc Psychopharmacol. 2010;20(5):355–64.

Weiss M.D., Gibbins C, Goodman DW, Hodgkins PS, Landgraf JM, Faraone SV. Moderators and mediators of symptoms and quality of life outcomes in an open-label study of adults treated for attention-deficit/hyperactivity disorder. J Clin Psychiatry. 2010;71(4):381–90.

Manos M., Frazier TW, Landgraf JM, Weiss M, Hodgkins P. HRQL and medication satisfaction in children with ADHD treated with the methylphenidate transdermal system. Curr Med Res Opin. 2009;25(12):3001–10.

Spencer T.J., Landgraf JM, Adler LA, Weisler RH, Anderson CS, Youcha SH. Attention-deficit/hyperactivity disorder-specific quality of life with triple-bead mixed amphetamine salts (SPD465) in adults: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled study. J Clin Psychiatry. 2008;69(11):1766–75.

National Institute for Health and Clinical Excellence . The British Psychological Society & The Royal College of Psychiatrists; 2013. Attention Deficit Hyperactivity Disorder - Diagnosis and Management of ADHD in children, Young People and Adults. National Clinical Practice Guideline Number 72.

Kooij S.J., Bejerot S., Blackwell A., Caci H., Casas-Brugue M., Carpentier P.J., Edvinsson D., Fayyad J., Foeken K., Fitzgerald M., Gaillac V., Ginsberg Y., Henry C., Krause J., Lensing M.B., Manor I., Niederhofer H., Nunes-Filipe C., Ohlmeier M.D., Oswald P., Pallanti S., Pehlivanidis A., Ramos-Quiroga J.A., Rastam M., Ryffel-Rawak D., Stes S., Asherson P. European consensus statement on diagnosis and treatment of adult ADHD: The European network adult ADHD. BMC Psychiatry. 2010;10:67.

Faraone S.V., Asherson P., Banaschewski T., Biederman J., Buitelaar J.K., Ramos-Quiroga J.A., Rohde L.A., Sonuga-Barke E.J.S., Tannock R., Franke B. Attention-deficit/hyperactivity disorder. Nat. Rev. Dis. Primers. 2015;1:15020.

Franke B., Michelini G, Asherson P, Banaschewski T, Bilbow A, Buitelaar JK, Cormand B, Faraone SV, Ginsberg Y, Haavik J, Kuntsi J, Larsson H, Lesch KP, Ramos-Quiroga JA, Réthelyi JM, Ribases M, Reif A. Live fast, die young? A review on the developmental trajectories of ADHD across the lifespan. Eur Neuropsychopharmacol. 2018 Oct;28(10):1059-1088. doi: 10.1016/j.euroneuro.2018.08.001. Epub 2018 Sep 6. PMID: 30195575; PMCID: PMC6379245.

Craig S.G., Davies, G., Schibuk, L. et al. Long-Term Effects of Stimulant Treatment for ADHD: What Can We Tell Our Patients?. Curr Dev Disord Rep 2, 1–9 (2015).

Nimmo-Smith V., Merwood, A., Hank, D., Brandling, J., Greenwood, R., Skinner, L., . . . Rai, D. (2020). Non-pharmacological interventions for adult ADHD: A systematic review. Psychological Medicine, 50(4), 529-541.

Barkley RA. Attention Deficit Hyperactivity Disorder: A handbook for diagnosis and treatment. 3. New York, NY: Guilford Press; 2006.

Pennington BF, Ozonoff S. Executive functions and developmental psychopathology. Journal of Child Psychology and Psychiatry and Allied Disciplines. 1996;37(1):51–87.

Abikoff H., Gallagher R, Wells KC, Murray DW, Huang L, Lu F, Petkova E. Remediating organizational functioning in children with ADHD: immediate and long-term effects from a randomized controlled trial. J Consult Clin Psychol. 2013 Feb;81(1):113-28. doi: 10.1037/a0029648. Epub 2012 Aug 13. PMID: 22889336; PMCID: PMC3549033.

Barkley RA, Koplowitz S, Anderson T, McMurray MB. Sense of time in children with ADHD: Effects of duration, distraction, and stimulant medication. Journal of the International Neuropsychological Society. 1997;3:359–369.

Power TJ, Werba BE, Watkins MW, Angelucci JG, Eiraldi RB. Patterns of parent-reported homework problems among ADHD-referred and non-referred children. School Psychology Quarterly. 2006;21:13–33.

Solanto M.V., Marks DJ, Wasserstein J, Mitchell K, Abikoff H, Alvir JM, et al. Efficacy of meta-cognitive therapy for adult ADHD. Am J Psychiatry. 2010;167(8):958–68.

Caye A., Rocha TB-M, Anselmi L, Murray J, Menezes AMB, Barros FC, et al. . Attention-Deficit/Hyperactivity disorder trajectories from childhood to young adulthood: evidence from a birth cohort supporting a late-onset syndrome. JAMA Psychiatry. (2016) 73:705–12.

Barbaresi W.J., Colligan RC, Weaver AL, Voigt RG, Killian JM, Katusic SK. Mortality, ADHD, and psychosocial adversity in adults with childhood adhd: a prospective study. Pediatrics. (2013) 131:637–44. 10.1542/peds.2012-2354

Biederman J., Ball SW, Monuteaux MC, Mick E, Spencer TJ, McCREARY M, et al. . New insights into the comorbidity between ADHD and major depression in adolescent and young adult females. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry. (2008) 47:426–34.

Chronis-Tuscano A., Molina BSG, Pelham WE, Applegate B, Dahlke A, Overmyer M, et al. . Very early predictors of adolescent depression and suicide attempts in children with attention-deficit/hyperactivity disorder. Arch Gen Psychiatry. (2010) 67:1044–51. 10.1001/archgenpsychiatry.2010.127

Galéra C., Bouvard MP, Encrenaz G, Messiah A, Fombonne E. Hyperactivity-inattention symptoms in childhood and suicidal behaviors in adolescence: the Youth Gazel Cohort. Acta Psychiatrica Scandinavica. (2008) 118:480–9. 10.1111/j.1600-0447.2008.01262.x

Goldston D.B., Daniel SS, Erkanli A, Reboussin BA, Mayfield A, Frazier PH, et al. . Psychiatric diagnoses as contemporaneous risk factors for suicide attempts among adolescents and young adults: developmental changes. J Consult Clin Psychol. (2009) 77:281–90. 10.1037/a0014732

Guendelman M.D., Owens EB, Galán C, Gard A, Hinshaw SP. Early-adult correlates of maltreatment in girls with attention-deficit/hyperactivity disorder: increased risk for internalizing symptoms and suicidality. Dev Psychopathol. (2016) 28:1–14. 10.1017/S0954579414001485

Huang K-L., Wei H-T, Hsu J-W, Bai Y-M, Su T-P, Li C-T, et al. . Risk of suicide attempts in adolescents and young adults with attention-deficit hyperactivity disorder: a nationwide longitudinal study. Br J Psychiatry. (2018) 212:234–8. 10.1192/bjp.2018.8

Lan W-H., Bai Y-M, Hsu J-W, Huang K-L, Su T-P, Li C-T, et al. . Comorbidity of ADHD and suicide attempts among adolescents and young adults with bipolar disorder: A nationwide longitudinal study. J Affect Disord. (2015) 176:171–5. 10.1016/j.jad.2015.02.007

Ljung T., Chen Q, Lichtenstein P, Larsson H. Common etiological factors of attention-deficit/hyperactivity disorder and suicidal behavior: a population-based study in Sweden. JAMA Psychiatry. (2014) 71:958–64. 10.1001/jamapsychiatry.2014.363

Miller M., Nevado-Montenegro AJ, Hinshaw SP. Childhood executive function continues to predict outcomes in young adult females with and without childhood-diagnosed ADHD. J Abnorm Child Psychol. (2012) 40:657–68. 10.1007/s10802-011-9599-y

Owens E.B., Zalecki C, Gillette P, Hinshaw SP. Girls with childhood ADHD as adults: Cross-domain outcomes by diagnostic persistence. J Consult Clin Psychol. (2017) 85:723–36. 10.1037/ccp0000217

Strandheim A., Bjerkeset O, Gunnell D, Bjørnelv S, Holmen TL, Bentzen N. Risk factors for suicidal thoughts in adolescence-a prospective cohort study: the young-HUNT study. BMJ Open. (2014) 4:e005867. 10.1136/bmjopen-2014-005867

Swanson E.N., Owens EB, Hinshaw SP. Pathways to self-harmful behaviors in young women with and without ADHD: A longitudinal examination of mediating factors. J Child Psychol Psychiatry. (2014) 55:505–15. 10.1111/jcpp.12193

Yoshimasu K., Barbaresi WJ, Colligan RC, Voigt RG, Killian JM, Weaver AL, et al. . Psychiatric comorbidities modify the association between childhood ADHD and risk for suicidality: a population-based longitudinal study. J Atten Disord. (2019) 23:777–86. 10.1177/1087054717718264

Hurtig T., Taanila A, Moilanen I, Nordström T, Ebeling H. Suicidal and self-harm behaviour associated with adolescent attention deficit hyperactivity disorder-a study in the Northern Finland Birth Cohort (1986). Nord J Psychiatry. (2012) 66:320–8. 10.3109/08039488.2011.644806

Loe I.M. & Feldman H.M. Academic and educational outcomes of children with ADHD. J Pediat Psychol. 2007;32(6):643–54.

_______________________________________

Gordon C.T. & Hinshaw S.P. Parenting stress as a mediator between childhood adhd and early adult female outcomes. J Clin Child Adolesc Psychol. (2017) 46:588–99. 10.1080/15374416.2015.1041595